Uønsket barnløs

I forbindelse med samleje udtømmes der millioner af sædceller i kvindens skede. Herfra svømmer nogle af sædcellerne op i æggelederne. En gang om måneden frigives et modent æg fra en af kvindens æggestokke. Ægget opfanges af æggelederen, og her trænger sædcellen ind i ægget. Det befrugtede æg vandrer ned i livmoderen, hvor det forhåbentligt sætter sig fast. Så let - og så alligevel. Der er mange årsager til, at det går galt en gang imellem, eller at det ikke lykkes. En femtedel til en sjettedel af alle par har på et tidspunkt i deres tilværelse fertilitetsproblemer.

Hvis parret ikke opnår graviditet efter 1 års forsøg, bør man blive undersøgt hos sin praktiserende læge. Her skal manden aflevere en sædprøve, og kvinden får taget blodprøver, så lægen kan vurdere, om sædkvaliteten er i orden, og om der sker en ægløsning. Herefter vil den praktiserende læge ofte henvise parret til nærmere undersøgelse og behandling på en fertilitetsklinik eller hos en gynækolog. Her vil man iværksætte undersøgelser for og behandlinger af ufrivillig barnløshed, som ikke er uden omkostninger, men der er gode resultater.

Det er nødvendigt at kende årsagerne til barnløsheden, inden en behandling planlægges og gennemføres. Når vi først kender årsagerne til barnløsheden, kan vi råde og vejlede vore patienter ved valg af behandlingsmetode og -varighed. Udredning og vejledning er nøgleord i den individuelle behandlingsstrategi.

Specialiseret fertilitetsklinik

Vores klinik har gennem mere end 30 år udviklet sig til en specialiseret fertilitetsklinik, og vi har den grundholdning, at vi gennem undersøgelser vil kunne finde frem til de behandlingsforslag, der med mindst mulig kunstindgreb giver størst chance for at få opfyldt ønsket om et barn. Derfor bliver både manden og kvinden undersøgt i et udredningsforløb.

Følelser i forbindelse med ufrivillig barnløshed

Ufrivillig barnløshed er ofte forbundet med følelser som manglende selvtillid ”Er der noget galt med mig som mand eller som kvinde?” og skyldfølelse ”Er det min skyld?”. De føler måske, at de ikke slår til, fordi de ikke uden videre selv kan klare det mest basale her i livet – forplantningen. Intet er mere forkert, og den slags negative følelser kan medføre vrede og beskyldninger mod partneren, som er helt urimelige.

Langt de fleste med ufrivillig barnløshed kan behandles med succes – de får et barn. I gennemsnit vil 70 % af de par, der benytter alle behandlingstilbud, få et barn.