Gynækologiske undersøgelser

Vi tilbyder en række gynækologiske undersøgelser. Du kan læse lidt mere om undersøgelserne her på siden.

Tidlig graviditetsscanning

Tidlig graviditetsscanning bliver foretaget fra omkring 7. graviditetsuge. Formålet er at kigge efter liv med hjerteaktivitet, kigge efter antal fostre og måle fosterets størrelse.

Terminsbestemmelse

Det kan nogle gange være svært at vide, præcis hvor langt man er henne i sin graviditet. Vi kan bestemme terminen meget præcist ud fra en scanning.

Akutte gynækologiske tilstande

Akutte gynækologiske tilstande er en fællesbetegnelse for f.eks. pludseligt opståede smerter i underlivet. Her undersøger vi blandt andet livmoder, æggestokke, æggeleder og skeden.

Blødningsforstyrrelse

Blødningsforstyrrelser hos kvinder er en meget hyppig tilstand. Der kan være tale om pletblødning, som er små kortvarige blødninger uden for menstruationstidspunkt; kontaktblødning, som er blødning ved samleje og postmenopausal blødning, som er blødning mere end et år efter menopause. I forbindelse med kontaktblødning (blødning ved samleje) skal du straks søge læge, da det kan skyldes celleforandringer. Har du postmenopausal blødning, skal du også straks kontakte din læge.

Præventionsvejledning

Der er mange måder at beskytte sig mod uønsket graviditet. Under præventionsvejledningen taler vi om de forskellige muligheder som f.eks. p-piller, spiral og kondom ud fra den enkelte kvindes behov.

Celleforandringer

Kvinder i alderen 23-65 år indkaldes rutinemæssigt til screening for celleforandringer, idet celleforandringer er meget hyppige og ikke giver nogen symptomer. Kun i meget få tilfælde udvikler de sig til livmoderhalskræft.

Lichen Sclerosus

Lichen Sclerosus er en kronisk hudlidelse. Det er mest almindeligt, at den optræder på de ydre kønsorganer (vulva), men den kan optræde over alt på huden og slimhinderne. Sygdommen rammer 10 gange så mange kvinder som mænd.

Fibromer

Fibromer kaldes også muskelknuder og er godartede fortykkelser i muskelvæggen i livmoderen. Ca. 50 procent af alle kvinder får fibromer inden overgangsalderen. Hvis der er fibromer, vil livmoderen være forstørret.

Endometriose

Endometriose er en lidelse, hvor livmoderslimhindelignende væv findes uden for livmoderen. Det kan f.eks. være på æggestokkene, i blæren, bughinden og tarmen. Endometriose er en meget almindelig tilstand. Lidelsen opdages typisk i forbindelse med undersøgelser for ufrugtbarhed eller underlivssmerter.

Ovariecyster

Ovariecyster kaldes også cyster på æggestokkene. I langt de fleste tilfælde er de godartede. En cyste eller svulst er en væskefyldt blære, som kan ses på overfladen af æggestokken. Polycystisk ovariesyndrom (PCOS) er en særlig sygdom, som er karakteriseret ved mange små cyster i æggestokkene.

Gynækologisk undersøgelse af unge fra 13 år

Vi undersøger skedeåbningen og ydre og indre kønslæber og kigger på livmodermunden. Ved at føre en finger op i skeden og lægge en hånd på maven tjekker vi livmoder, æggestokke og æggeledere. Hvis der skal tages celleprøve eller tjekkes for sexsygdom, foregår det ved brug af en vatpind. Undersøgelsen gør ikke ondt, men kan være lidt ubehagelig.

Piger, der ikke er seksuelt aktive, får ikke foretaget en gynækologisk undersøgelse, men en ultralydsscanning af maven. Blæren skal helst være fyldt, da det betyder, at livmoderen ses bedst.

Testning for STD (seksuelt overførte sygdomme)

Seksuelt overførte sygdomme (STD) er infektioner, som spredes via seksuel kontakt. Det kan både være via almindeligt samleje, oralsex, analsex og deling af sexlegetøj. De mest almindelige kønssygdomme er herpes (genital herpes), HPV infektion (human papilloma virus), klamydia, gonoré, syfilis, HIV og kønsvorter. Nogle af sygdommene har slet ingen symptomer.